Min anden artikel vil handle om solsystemet – vores eget vel og mærke, da der er opdaget et halvt hundrede planeter i kredsløb om andre stjerner. I astronomisk forstand er det de nære ting, selvom afstandene alligevel er svimlende. En vigtig opgave for underviseren er at forklare eleverne, hvordan solsystemet ser ud ”udefra” – dvs. med 9 små kloder roterende om en sol, og så sætte dette i forhold til de små prikker, de selv kan se oppe på himlen mellem alle stjernerne.

Solen, Månen og Jorden
De største objekter på himlen, Solen og Månen, udgør sammen med Jorden et system, der er nemt at anskueliggøre med nogle kugler af forskellig størrelse og en kraftig lyskilde. Men start med at lade tre elever illustrere kloderne og deres bevægelser omkring hinanden (fig.1).

Fig. 1
Når eleverne har fundet ud af, hvem der skal dreje rundt om hvem, rettes rotationsretningen til: alle tre skal dreje mod uret (når Nordpolen er opad). Alle planeter kredser mod uret rundt om solen, og drejer mod uret om sig selv (dog Venus undtaget). Så tillempes rotationshastigheden: en meget hurtig Jord, en mere langsom måne med ”ansigtet” konstant vendt mod Jorden (bunden rotation) og husk, at Solen også roterer om sig selv på en lille måneds tid.
Dag og nat illustreres med en globus (drejes mod uret) og en lampe. Globussen bæres derefter rundt om lampen (mod uret) for at vise årstiderne. Her er det vigtigt at fastholde den rigtige hældning, dvs. globussens fod skal være vandret og ”seglet” skal hele tiden pege i samme retning. Danmark har så sommer, når Nordpolen hælder ind mod solen, og vinter en halv omgang senere.
Der var jo stor fokus på solformørkelsen d. 11. 8. 99, og undertegnede kan bevidne, at oplevelsen i totalitetszonen var fantastisk. En hel solnedgang blev reduceret fra timer til få minutter, temperaturen faldt og langs hele horisonten var der et smalt rødt skybælte. Det kan ikke forklares, ej heller fremstilles på TV – det skal opleves ”live” ! Næste mulighed i Europa er d. 12. 8. 2026 i Nordspanien, men inden for ”rækkevidde” er dog d. 29. 3. 2006 i Tyrkiet og Ægypten. Måneformørkelser forekommer heldigvis oftere i Danmark og står på gennem flere timer, hvor man så i ventetiden kan kigge lidt på kraterne i en håndkikkert. Med et diasapparat som Solen, en bordtennisbold på en pind som Månen og elevens hoved som Jorden kan man anskueliggøre sol- og måneformørkelser (fig.2).

Fig. 2
Prøv f. eks. at lade eleven lukke begge øjne og skyg med ”månen” for det ene øje. Når det ”formørkede” øje åbnes, har vi solformørkelse, og når det andet åbnes, mærkes det tydeligt, at vi ikke har solformørkelse over alt på jorden samtidigt !
Den samme opstilling bruges, når Månens faser skal vises – bordtennisbolden skal blot være lidt over hovedhøjde, så formørkelser undgås. En god ”hjemmeopgave” til eleverne er at tegne Månens skiftende udseende ind på et ark gennem en hel måned. Der er selvfølgelig overskyede nætter, som må springes over, men også dage hvor Månen er fremme i dagtimerne. Benyt huskereglen om den tiltagende måne ” ) ”, der ligner et  T  – og den aftagende ” ( ” som ligner et  a  .
Solure kan laves meget avancerede, men også som en blyant i en klump ler på et stykke hvidt karton (fig.3).

Fig. 3
Placeret i et sydvendt vindue tegnes skyggen på en solrig dag for hver halve time, og tidspunktet noteres. Dagen efter kan man så aflæse klokken, hvis vejret ellers er til det !
Vil man kigge efter solpletter, er projektion på et hvidt stykke karton det eneste tilrådelige. Kig aldrig direkte på solen i en kikkert ! Måske har nogle elever gemt de eftertragtede briller fra solformørkelsen.

Planeterne
Planetsystemet er velegnet til ”planchearbejde”, hvor eleverne fordeler planeterne mellem sig og søger oplysninger om planeternes størrelse, omløbstid, antal måner m.m. Dernæst kan planeterne så fremstilles i store modeller af papmaché, som kan farvelægges. Eller de kan laves i modellervoks, hvor man vælger et målestoksforhold, f. eks 1:20 milliarder, som alle laver deres kloder i. Udenfor kan eleverne så lægge deres planeter ud i samme målestoksforhold. Solen får en diameter på 7 cm, Jorden ligger 7,5 m væk (d = 0,65 mm) og Pluto ligger 295 m ude. Når man så kigger efter den lille sol, er det værd at tænke på, at solen ser nøjagtig lige så lille ud, som hvis man stod på Pluto og iagttog den. Desuden kan man så fortælle sine elever, at den nærmeste ”sol” (af appelsinstørrelse) ligger 2000 km væk – resten er tomrum ! En planetsti, der er 20 gange så lang, findes i Lemvig.

Fig. 4
Hvad er det så, der holder planeterne på plads i deres baner ? En prop i en snor, der svinges rundt over hovedet, forestiller solens tyngdekraft (fig.4). Svinger man for langsomt, vil planeten falde ind i solen – for meget fart ( snoren springer ) og planeten forsvinder ud af vores solsystem ! Samme princip gælder også for satellitter i kredsløb om Jorden. Det er deres hastighed, ca. 28.000 km/t, der holder dem i et konstant fald rundt om Jorden.
Planeternes placering i nattehimlens stjernebilleder kan findes i astronomiske tidsskrifter, computerprogrammer eller på Internettet (1). I kikkert kan man skelne planeter fra stjerner p.g.a. deres skiveform, hvorimod alle stjerner kun ses som prikker. Merkur er vanskelig at få øje på, da den kun kan ses kort før solopgang eller kort efter solnedgang, hvor det sjældent er mørkt nok, eller den skjules ofte i horisontens skylag. Venus er den kraftigst lysende planet og  umulig at overse, når den er fremme som aften- eller morgenstjerne. Mars findes på nattehimlen med et rødligt skær og vandrer gennem Dyrekredsen. Jupiter er den næstmest lysstærke  planet og har i en kikkert fire tydelige måner. Saturn er den yderste planet, man har kendt siden oldtiden, og er et betagende syn med sit ringsystem i en kikkert. For at finde de fjerneste planeter: Uranus, Neptun og Pluto skal man nok have lidt faglig bistand fra en amatørastronom med et teleskop.
Lidt udenadslære med planeternes navne og rækkefølge er på sin plads her, og hvilke kloder der er af gas og sten, skal også fastslås. De fleste amtscentre har sikkert TV-serien ”Strejftog i Universet”, som har en god grundlæggende gennemgang af planeterne med flotte Voyager 2-billeder, trickfilm og computergrafik. I en lidt ældre VITEK-udsendelse, ”Rejsen mod stjernerne”, rejser vi en tur i solsystemet og besøger alle planeter. På Internettet findes der et hav af sider med billeder af planeterne. Mere børnevenlige udgaver er ”Vores solsystem” (2) og Tycho Brahe Planetariums ”Solsystemet” (3).

(1) http://www.tycho.dk/planeterne
(2) http://www049.thinkquest.dk
(3) http://www.tycho.dk/boern/solsyst.html

Artikel 1: Stjernehimlen